Vi er lørdag d. 21. oktober 2023 fra et af vore bestyrelsesmedlemmer blevet gjort bekendt med, at der er indkaldt til ekstraordinært Repræsentantskabsmøde i Autismeforeningen lørdag d. 28. oktober 2023 på Dalum Landbrugsskole. Dagsordenen er eksklusion af vort bestyrelsesmedlem fra foreningen med begrundelsen (citat): ”… foreningsskadelig virksomhed…” og i øvrigt som nedenfor anført (citat).
”Hovedbestyrelsen i Autismeforeningen har besluttet at indstille til repræsentantskabet, at du bliver ekskluderet fra foreningen, da vi vurderer, at du som bestyrelsesmedlem i Kreds Østjylland på en væsentlig måde har varetaget Autisme- og Aspergerforeningens (AAF’s) interesser i strid med kredsens og Autismeforeningens interesser”.
Tillige fremgår og begrundes dette med:
”Hovedbestyrelsen i Autismeforeningen har besluttet at ophæve samarbejdsaftalen øjeblikkeligt med henvisning til Autisme- og Aspergerforeningens (AAF) illoyale adfærd, ved uden at informere samarbejdspartneren at planlægge en konference i åbenbar konkurrence med Autismeforeningens lignende årligt tilbagevendende konference. Det er i denne sammenhæng en skærpende omstændighed, at der i samarbejdsaftalen er en forpligtelse for parterne om gensidig orientering om kommende aktiviteter”
Underskrevet Brian Andersen, formand for Autismeforeningen.
Den samlede bestyrelse i Landsforeningen Autisme Kreds Østjylland må tage afstand fra en sådan fremgangsmåde. Det er vores opfattelse, at vi har et bestyrelsesmedlem, der har arbejdet energisk og loyalt for autismesagen i vores kreds – i øvrigt i godt samarbejde den øvrige bestyrelse. Med udgangspunkt heri må vi opfatte det som et udfald mod kredsens samlede bestyrelse. Den manglende klarhed over anklagerne om ”… foreningsskadelig virksomhed…” i Kreds Østjylland, gør det også umuligt at undgå, at resten af bestyrelsen uforvarende tillige risikerer at gør sig skyldig i foreningsskadelig virksomhed med eksklusion til følge.
Vi har følgende kommentarer:
- Ifølge Autismeforeningens Vedtægter skal der indkaldes til ekstraordinært repræsentantskabsmøde med 8 dages varsel, og indkaldelsen er indkommet med kun 7 dages varsel. Der er således efter vor opfattelse ikke indkaldt i rette tid. Uagtet dette er det vores opfattelse, at varslet er for kort, og giver ikke hverken vort bestyrelsesmedlem eller den samlede bestyrelse rimelig mulighed for at kunne håndtere, bearbejde og besvare ovennævnte ordentligt. Bemærker, at bestyrelsesmedlemmet er tildelt 15 minutter til sit forsvar på det ekstraordinære Repræsentantskabsmøde på lørdag.
- Der er intet nyt i, at AAF afholder en vinterkonference. Konferencen har været afholdt gennem flere år. Denne konference er genopstået – helt som tidligere – dog med nyt navn: Autistisk Konference – AUKON. Det ser vi intet mærkeligt eller mod Autismeforeningen stridigt i. I øvrigt opfatter vi, at der er planlægningsfrihed i Danmark. Der planlægges årligt utallige konferencer i hele landet med samme temaer. Det er derfor vores opfattelse, at dette på ingen måde kan give grundlag for vort bestyrelsesmedlems eksklusion.
- Vi er uforstående overfor, at Autismeforeningen ønsker en vedtægtsændring, der ikke gør det muligt for medlemmer at bestride en bestyrelsespost i Autismeforeningen eller dennes kredse, såfremt ”…denne har ledende poster i andre foreninger med samme formål og målgruppe….”. Vi ser ingen hindring heri og ej heller modstridende interesser. Kredsens samarbejde med AAF har været på foranledning af kredsens bestyrelse og ikke vort bestyrelsesmedlem, der nu står anklaget for foreningsskadelig virksomhed. Al samarbejde med AAF har været i overensstemmelse med samarbejdsaftalen og foreningens formålsparagraffer. Det er vores opfattelse og oplevelse i kredsen, at dette samarbejde har styrket vores samlede kompetencer på autismeområdet – noget vi alle bør støtte op om til fælles gavn. Endelig må vi henvise til selskabsretten, hvor der ikke er nogen form for hindringer i at sidde i flere bestyrelser, ej heller indenfor samme brancher.
Alt i alt er vi som samlet bestyrelse forundret og bestyrtet over Autismeforeningens tiltag og ønske om vort bestyrelsesmedlems eksklusion. Vi må tage stærkt afstand herfra, idet vi opfatter det som en voldsom reaktion og noget, som vi opfatter som helt unødvendigt. Med dette skal der også erindres om, at vi er i en forening for autister, der i overvejende grad drives af autister.
Vi gør opmærksom på, at denne meddelelse skal ses som vores ønske om, at alle stemmeberettigede til det ekstraordinære Repræsentantskabsmøde skal være så oplyst som muligt.
Vi anmoder om, at vi fremover bliver kontaktet på mail.
De bedste hilsner
Den samlede bestyrelse for Landsforeningen Autisme Kreds Østjylland